JANUAR

Efter en herrehyggelig nytårsaften hos Lene og Clara vågner vi forventningsfulde til et år, som ingen aner hvad bringer. Facebook er mindre end Ny Alliance, Obama og Bagger er endnu ikke opfundet, og der er ingen finanskrise i umiddelbar udsigt. Forude venter bare en jomfrueligt ren kalender, som vi glæder os til at få taget hul på.

Hvis vi skal foretage os andet end at gå til fødselsdage i årets første måned, må vi sno os. ALLE er født i januar! Jesper, Tristan, Margrethe, farfar, Jonathan, Kasper, Peter. Og det er bare familien. Lone fylder også år og gud ved hvem ellers.

Der er til gengæld kun én, der fylder rundt. Det er Margrethe, som bliver 50. Men hun fedter sig igennem med en reception for de 100 nærmeste ... mod lovning om en rigtig fest til sommer, når vejret er til mad og jazz under åben himmel.

Det lykkes Ida at komme to gange i teatret med klubben og se henholdsvis "Havfruen" og "Jesus Christ Superstar". Det bliver til gengæld også det sidste, hun oplever med klubben, som er fortid ved månedens udgang.

Vi tager til nonfirmation hos Jeppe, der smider et ungdomsgilde i Greve, hvor ingen kender hans hårde Ølstykke-rep. Nonfirmanden kører den hårde player-stil med kasket og hængerøv - alt i hvidt.

Emil drager igen i år med Johannesskolen på skiferie til Norge. Denne gang får de ikke en ren drengehytte, hvorfor samarbejdsevnerne kommer på adskillige prøver. Piger vil gerne diskutere, hvem der skal gøre hvad, og hvorfor. Så de bliver frosset ude...

Den første solskinsdag siden maj sidste år falder den 27. januar. Altså på Peters fødselsdag. Vi inviterer på skøjtebanen på Frederiksberg og derefter til middag hjemme i varmen.

FEBRUAR

Vi slår katten af tønden bag Lokalbrugsen. Og ungerne går ud og samler en formue ind med raslebøsserne. Vi husker naturligvis at opgive det som b-indkomst.

Peter er til concert med The Cure i Forum. De spiller med originalbesætningen fra 80'erne og har en masse gamle numre med. Fabelagtigt!

Idas fødselsdag bliver som altid fejret ad flere omgange. Hun har familie og venner til middag den 12. februar. Og den 14. står den på Big Bowl med hele svineriet for alle veninderne. Hendes rigtige fødselsdag falder som altid, mens vi er på vinterferie.

Vi tager på skiferie med familien Kildegård til Serre Chevalier. Det bliver en af de bedste skiferier nogensinde. Vi bor rigtig godt, vi spiser rigtig godt, terrænet er fantastisk, sneen er fantastisk, solen skinner fra morgen til aften, alt er perfekt! Og Ida får prøvet at stå på snowboard for første gang.

MARTS

1. marts er vi til Ib Sonnes (naboen) 50-års fødselsdag. Han har lejet den canariske venskabsforenings barak bag Vigerslev Allé Station og fyldt den med tørstige venner. Den får fuld pedal med buffet fra Henrik Friis og øl fra grænsen. "Sonne, one so true. We love you."

Ida er begyndt at tjene lidt penge som barnepige for sin onkel. Og hun har op til flere engagementer i marts.

Mormor fylder 70 og får en ny lejlighed i gave af morfar. Fødselsdagen bliver brugt til at flytte.

Peter kører til Ischgl med Ib og Anders på en forlænget skiweekend. I modsætning til sidste år i Skt. Anton bliver det fantastisk vejr det meste af tiden. Anders og Peter får bekræftet, at tykke mænd i 40'erne er bedre på after-ski end i snowparken. Av for helvede, et flyvehop!

Marianne har indset værdien ved motion. Hun løbetræner ihærdigt sammen med Lone, og de har meldt sig til flere kvindeløb.

Påsken falder tidligt i år, og vi holder påskefrokost.

APRIL

Marianne arrangerer homeparty. Så er vi kommet i den alder.

Ida er til øjenlægen, hvor hun får at vide, at der på et tidspunkt kan blive behov for briller, hvis ikke synet forbedrer sig. Hun nægter at skulle have briller. Ever!

Emil vil gerne til Roskilde Festival i år, men mangler penge til billetten. Han bliver ansat til at slå græs en gang om ugen frem til festivallen. Så får han billetten i løn. Han klarer det flot og springer kun over, når han skal læse til eksamen (hvilket han dog bliver ekstremt flittig til).

Vi er til afdansningsbal med Ida i KB Hallen. Det stort anlagte show varer det meste af en søndag. Ida er med i adskillige optrædener og lige så mange tøjskift. En af faderens skjorter kommer på scenen.

MAJ

Den 1. maj er ikke alene Kristi Luftfart. Det er også Linse Kühns konfirmationsdag. Så vi er i Ålholm Kirke og efterfølgende til stor fest i Bandholmlejren - med telt i haven, gourmet-buffet og italiensk isbod. Konfirmanden holder en fin tale, hvor selv lillebror Musse får et kærligt ord med på vejen.

Peter rejser en uge til New York for at arbejde.

Mathilde Wellendorh bliver nonfirmeret med stor fest hjemme på Grambyvej. Også her bespises vi til fem kokkehuer (Marianne sikrer sig køkkenchefens telefonnummer).

Marianne, Lone, Karin og Lene (aka Dåseklubben) vælger, at deres årlige storbyrejse denne gang skal gå til Warszawa. De indkvarterer sig på luksushotellet Polonia Palace, hvor der ikke er nogen smalle steder. Til gengæld lader shoppingen meget tilbage at ønske. De vælger også at overhøre ellers generøse opfordringer hjemmefra til at sondere markedet for silikone-implantater.

Peter rejser til Amsterdam på seminar.

Marianne deltager i Ladywalk. Ikke Ladyrun...

Emil og Ida er til ungdomsgilde hos kusine Sophie, der fejrer sin 16-års fødselsdag hjemme i Greve. Samme aften er Marianne og Peter til ungdomsgilde hos Marlene og Manuel i Lyngby.

JUNI

EKSAMENSTID!

Emil skal til studentereksamen i matematik. Så Lone kommer og terper hver eneste dag i et par uger (hans forældre er jo spejlblanke). Det ender med, at han bliver så hård, at rødderne kommer og får eksamenshjælp af Emil. Men han er ikke rigtig tilfreds med sin eksamen. Det er hans forældre derimod.

Ida begynder at gå på diskotek. Nu er hun jo også blevet 14 år, så det må være på tide. Det foregår på Below på Akseltorv.

Ida og Marianne er på Østre Gasværk og se danseshow med den berømte Clara Gabriella Bjerregaard Fynbo i en fremtrædende rolle.

Marianne bliver også lokket i operaen. Det er Lone og Anders, der inviterer hende med på et afbud til Matador.

Emil får tilbudt job på Roskilde Festival og rejser derned til nogle forberedende møder.

Sandhedens time er kommet for Marianne og Lone. Løbetræningen skal til at vise sit værd. De stiller op i deres første løb, hvor man skal løbe. De gennemfører ALT-løbet i en tid, de er tilfredse med. Forude venter nye udfordringer.

Peter er ikke rigtig til at lokke ud af sofaen under fodbold-EM. Men DuranDuran-koncerten vil han alligevel ikke gå glip af. Så Marianne og Peter skynder sig over til en herrefed koncert i KB Hallen ... og når lige hjem til straffesparksturneringen i kvartfinalen mellem Italien og Spanien. Koncerten er anmeldt på boyeblog.

JULI

Marianne er nødt til at holde sin fødseldag som brunch. Samme aften kører vi nemlig på sommerferie. Så folk må tage fri fra arbejde for at deltage i fødselsdagen. Altså dem, der ikke er lærere eller elever på en skole.

Emil er på Roskilde Festival for første gang. Han har fået arbejde dernede, så han kommer gratis ind. Til gengæld kan han ikke køre med på sommerferie fra starten. Så han må selv tage en flyver sydpå og slutte sig til os andre. Fandens karl.

Efter at have flirtet med bileferiekonceptet i Lexus'en sidste år er vi friske på også at lade Landcruiser'en vise, hvad den duer til. Denne gang går turen til Italien, hvor vi først skal tilbringe en uge med familierne Hansen, Bjerregaard og Søjnæs på et agro turismo i Umbrien. Og siden en uge med familien Kildegaard på Elba.

Begge uger går over i feriehistorien.

I Italien bliver vi indkvarteret i det hyggeligste hus på et landsted midt i det karakteristisk bakkede umbriske landskab. Pølen og måltiderne samler os til nogle oplevelser, der kunne skrives adskillige lystspil over. På egnen taler man i stadig om de olympiske vandlege. Og om den 50-årige, danske skolelærer, der laver bomber, som kan måles på richterskalaen. "Den gyldne Bezzerwisser-trio" (Stig, Anders, Peter) fejer som altid al modstand af brættet.


Elba er indiskutabelt en af Europas smukkeste øer med sine bjerge på midten og azurblå kyster hele vejen rundt. Vi bliver ikke de mest populære gæster i resortet, som vi er kommet til at købe en uges overbetalt ophold i. Men selvom de klager over os og snyder os og gør deres bedste for at ødelægge vores ferie, har vi en endnu fantastisk uge med Lonni, Pelle, Amalie og Jeppe. Vi finder de skønneste afkroge af øen og opholder os stort set kun i feriekomplekset, når Familien Kildegård skal have tæsk i tennis. Pelle og Peter løber næsten hver morgen i det kuperede terræn.


På vej hjem fra Italien overnatter vi på det ekstremt eksklusive spa-hotel Schloss Fusschl ved Salzburg, som ellers udelukkende huser berømtheder, statsoverhoveder og millionærer. Det eneste, der er ledigt, er to suiter i slotstårnet, som vi jo så må tage til takke med at blive indkvarteret i. Den står på wellness og gourmetmad i et døgn, inden vi får kørt bilen frem og vender næsen hjemad. En once in a lifetime-oplevelse med fem stjerner på.


Årets nabokanotur med familien Sonne ligger også i juli. Den er lige så hyggelig og solbeskinnet som altid, så vi får en skøn dag i Frederiksdal og omegn. Forhindringen kendt som "røret" bliver mere nervepirrende at forcere end nogensinde på grund af højvande. Men alle overlever. Link
Tante Margrethe holder anden halvleg af sin 50-års fødselsdag med middag og jazz i haven på Køgevejen i Vallensbæk Strand. En god anledning til at få sludret med grene af familien, vi ellers kun ser, når ... der er middag og jazz i haven på Køgevejen

AUGUST

Et nyt skoleår truer. Ida starter i 8. klasse og Emil i 2.g. Marianne starter et undervisningssamarbejde i billedkunst med Arken i Ishøj.

Peter rejser en uge til Tokyo for at skyde en reklamefilm for SAS.


Ida, Emil og Marianne er til dobbeltfødselsdag i Bandholmlejren. Det er Musse og Daller, der fylder år.

Ida begynder at tage med Nana til ridning om tirsdagen. Og får selv lov til at ride lidt.

I anledning af morfars 70-års fødselsdag, inviteres vi alle i Glassalen for at se Tivoli Varieté med Søren Østergaard, Sidse Babett Knudsen og Peter Frödin. Vi griner.

Sammen med Kasper, Jesper, Tristan og farmor foretager vi en tidsrejse til Lejre. Ikke for at besøge stenalderbyen, men for at besøge Henning og Birthe, der var naboer i Albertslund i 70'erne. En hyggelig aften med god mad og godt selskab. Falck kigger også forbi og reparerer bilen (en kollegas), som går i stykker på vejen derned.

Peter er til Mikael Jørgensens polterabend, der blandt andet byder på spabad med champagne i wellness-kælderen under Hotel d'Angelterre.

Marianne og Peter holder sommerfest i slutningen af august. En fantastisk solskinsdag, der til gengæld nærmer sig frysepunktet efter mørkets frembrud. Der bliver dystet i crocket og skrevet sange, som fremføres under middagen. Dommerkomitéen vælger fortjent at lade holdet med Bonnie, Anne, Tua og Peter vinde sangkonkurrencen. Det udvikler sig ikke til den abefest, der ellers er tradition for (kun halvanden fustage). Så oprydningen er til at overse.

SEPTEMBER

Marianne og Peter debutterer begge i DHL-løbet i Fælledparken. Begge gennemfører. Men Peter er utilfreds med sin tid (23 minutter).

Marianne og Peter er inviteret til bryllup hos Nynne og Simon, men må nøjes med globryllup i Vartov Kirke, da de for længst har sagt ja tak til et andet aftenarrangement. Nemlig R.E.M.-koncert i Parken, som Peters nye kunde, SAS, har inviteret til. Desværre har R.E.M. kun skrevet fem gode sange, så det bliver en lang aften på plænen.


Ida rider stadig om tirsdagen. Det begynder at ligne en rigtig fritidsinteresse.

Marianne er i topform og stiller op til IN-Løbet.

Peter rejser en uge til New York for at skyde endnu en reklamefilm for SAS.

Marianne ser Kandidaten med tøsebioklubben.

Marianne og Peter er til bryllup hos Malene og Mikael. De vies i Frederiksberg Slotskirke og holder et brag af en fest i Paradehuset ved Frb. Runddel. Marianne og Mette (Hansson) er pjattede med fri bar.


Vi runder måneden af med Lene og Claras fælles fødselsdag, der blandt andet byder på spadseretur i Frederiksberg Have. Og, naturligvis, Bezzerwizzer, som den gyldne trio (Stig, Anders, Peter) ikke overraskende vinder.

OKTOBER

Peter starter oktober med en filmoptagelse for Nykredit i Sydfrankrig.

Vores hus kåres til Årets Bolig i Valby af Danbolig/Nordea. Denne gang er det Peter, der stiller op til ære for Valbybladets fotograf og modtager en check på 20.000 kr. (som vi skal svare skat af). Midt under overrækkelsen ringer Marianne fra dyrehospitalet og bekendtgør, at Frida skal opereres for 8.000 kr. Det var så den pengepræmie! Patienten overlever operationen, men må leve videre (forhåbentlig længe ... til den pris) uden livmoder.

Naboens uvorne knægt, Magnus, fylder 18. Så vi indbydes til stor fest på "den grancanariske ambassade" bag Vigerslev Allé Station. Familien Sonne, som man normalt kan stille uret efter, udviser næsten laissez faire-agtig adfærd ved at være over 20 minutter forsinket med maden. De er ved at lære det!

Emil fylder 17 og begaves med blandt andet en iPod Classic, som han ikke har ønsket sig. Den kan imidlertid ikke byttes til den iPod Touch, han havde håbet på, da den er købt i New York. Han beslutter at beholde den. Fødselsdagen udvikler sig til Bezzerwizzer-aften for de gamle. Pigerne skynder sig at dele feje hold, så den gyldne trio (Stig, Anders, Peter) bliver splittet.

Vi snupper en kulturel dag, der starter med Manga-udstilling (og lidt Per Kirkeby) samt efterfølgende middag på Louisiana, og slutter med Kenneth Bagers forestilling "Bang Bang a Space Cabaret" på Bellevue Teatret. Begge oplevelser påskønnes. Vistnok også af børnene.

Oktober kaster også en Ølstykke-tur af sig. Lonni og Pelle inviterer til middag, så vi kan begynde planlægningen af vinterferien. Den glemmer vi dog alt om. Så vi kommer til at gøre et nyt forsøg.

Simon og Nynne inviterer til Anna-Sofies fødselsdag i deres nye hus i Gentofte. Familien Sonne er også med, og Ib er glad for omsider at træffe Mynne.

Marianne og Kate er til Annas pigefødselsdagsmiddag i Hareskoven.

NOVEMBER

På månedens første dag er vi til stor fødselsdag hos kusine Louise i Greve. Claus Kühn har fødselsdag samme dag, men han må tage til takke med et lynvisit.

Mariannes tøsebioklub ser Frygtelig Lykkelig i Dagmar efter en fuldfed økologisk brunch på favoritcaféen Tante T i Victoriagade.

6 november er der afhentning af farligt affald.

Vi er til Umbrien-afterparty hos Lone og Anders med stående italiensk buffet og lysbilleder.

Peter uddeler Claus Fynbo-legatet til sin og Claus' tidligere kollega Emil Thomassen. Det foregår ved et mindre arrangement i Reklamens Hus.


Ida bliver smidt hjem fra præst. Pastoren kan ikke håndtere de ugudelige Valbykids og giver dem seddel med hjem. Vi beder til, at det bliver bedre.

Peter får omsider flået togskinnerne af efter tre år i helvede. I stedet får han gebislignende tandbeskyttere på. De skal bæres 24/7, indtil kirurgerne er klar til at implantere de tre nye bisser, som bøjlen har banet vejen for. Der gættes på, at entreprisen tilendebringes i foråret 2009.

Marianne og Peter slæber the Kühns med i Det Kongelige og ser ballet. Det er så flot og underholdende, at Peter kun sover én akt.

Vi er til kalas hos Nicholas, der holder sin første runde fødselsdag. Hans mor disker op med andepatter og rodfrugtgarniture. Surprise!

Idas klasse tager tidligt hul på julen. Vi er til sammenskudsgilde og bankospil i tumlesalen.

Månedens sidste 4 dage tilbringer Marianne og Peter i Paris. Der shoppes kalendergaver og julepynt. Marianne elsker at flyve SAS business og viser naturtalent for at se overbærende på dem, der sidder på den billige side af forhænget.

DECEMBER

Vi er klar til julemåneden. Gu' er vi så.

Første lørdag holder Peter som altid herrefrokost for de gamle fodbolddrenge fra Albertslund. I år når de helt til hovedretten, før de får trang til at være nøgne. Det hele slutter traditionen tro ude i byen. Peter når hjem og gør rent klokken 05, så vi kan holde konfektdag om søndagen.

Lene, Karin, Betina og tilhørende afkom kommer og kreerer marcipan- og nougatkonfekt til den store guldmedalje. Emil laver tissemænd med rom i.

Peter starter sit 24 ugers løbeprogram, der skulle ruste ham til at gennemføre CPH Marathon til maj. Mon han tilmelder sig?

Vi er traditionen tro til julestue hos Morten, Mette, Frederik, Alberte og Marie på Frederiksberg. Der er heldigvis ingen ændringer i konceptet: glögg med æbleskiver til velkomst og chili con carne og røde pølser til middag.

Ida og Emil gider ikke at tage med ud og fælde juletræ (Emil unskylder sig med, at han skal lave biologirapport og engelsk stil), så vi dropper det. Marianne og Peter henter et træ henne på hjørnet. Det er højt og slank ... nøjagtigt som husets herre. Så er det til at nå rundt om, selvom kun mormor, morfar og farmor kommer juleaften.

Familien Kühn og familien Hansen har arrangeret, at vi skal holde nytår for dem ... og 20 af deres venner. Mon de også har arrangeret oprydning?

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.